Vildheste sat løs på Amager Fælled

Fire vildheste ankom onsdag eftermiddag til Amager Fælled, hvor de sammen med kvæg skal græsse områderne og dermed styrke naturplejen og biodiversiteten i området.

Den uafbrudte silen af vand fra oven efterlod ingen tvivl om, at det var en efterårsonsdag, at en flok frivillige fra vores forening var samlet ved indgangen til Østfolden (det gamle strandoverdrev) på Amager Fælled for at tage imod foldens nye beboere.

Ved middagstid ankom så de nye tilflyttere – fire vildheste af racen exmoor pony. I første omgang blev de lukket ud i en mindre fangfold, hvor de gik et par timer. De skulle nemlig vænne sig til de nye omgivelser med mange nye indtryk og lyde, som fx fly, metro og biler – lyden de ikke ligefrem er vante i fra deres hjemstavn på Langeland.

Efter nogle timers tilvænning ankom endnu en gæst, nemlig Københavns Kommune borgmester for Teknik- og Miljøudvalget, Ninna Hedeager Olsen (EL). Sammen med KKGL’s formand, Flemming Jensen, klippede de to den røde snor, og de fire heste blev lukket ud i folden, som de straks gik i gang med at udforske.

Seancen blev dækket af TV2 Lorry. Indslaget kan ses her:
https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/nu-loeber-der-vilde-heste-rundt-paa-amager

Det handler om naturpleje

Til forskel fra de kvæg, som også går på arealerne, er hestene ikke tiltænkt middagsbordet. Formålet er udelukkende at hæve kvaliteten af naturplejen på Amager Fælled. Heste har nemlig nogle lidt andre spisevaner end kvæg, hvor de blandt andet er bedre til at udnytte stride græsser som bjerg-rørhvene, der kan optræde meget dominerende på Amager Fælled.

Vilde heste

De fire ponyer er ikke tamme heste, men vilde dyr. Helt vilde er de selvfølgelig ikke, da de går bag hegn, er chippet, tilses af vores medlemmer hver dag og af en dyrlæge årligt. Men de er vilde i forhold til deres fætre og kusiner med saddel, grime og sko. De lever med minimal menneskelig indblanding, de bliver som udgangspunkt ikke tilskudsfodret, og de går ude året rundt.

Man er selvfølgelig altid velkommen i folden med de vilde heste, men ligesom med de rigtigt vilde dyr er det vigtigt, at man holder afstand, afholder sig fra at fodre dem og i det hele taget respektere dyrene og deres område. 

Stor tak til…

Projektet med at få vildheste til Amager Fælled er dog ikke gratis, da både heste og transport koster. Derudover skulle hegnet hæves, så det lever op til reglerne for hestehegn. Projektet kunne altså ikke lade sig gøre uden økonomisk støtte. Derfor skal der lyde en stor tak til:

  • Sharing CPH
  • Amagervest Lokaludvalg

Fakta om vildhestene:

  • De fire exmoor ponyer kommer fra Naturstyrelsens arealer på Sydlangeland
  • Vildhestene er fire hopper, hvor en er fra 2016, mens resten er fra 2019.

Permanent link til denne artikel: http://kkgl.dk/2020/10/vildheste-sat-loes-paa-amager-faelled/