Pileborer

af Marie Aggerbeck, biolog

Med sine 12 cm er Pileborerlarven en af de største, larver vi støder på i den danske sommer. Den kaldes også Rødorm og kan leve som larve i op til 4 år, før den forpupper sig og bliver til en stor, kraftig natsværmer. Som navnet antyder, lever den i gange i veddet på et løvtræ – fortrinsvis pil.

Larven forpupper sig i april, og den voksne natsværmer flyver fra maj til august, så det er ved at være sidste udkald, hvis man vil spotte den på fælleden. Hunnen lægger sine æg direkte på barken, gerne i nærheden af hendes gamle træhul. Når æggene klækkes, begynder larverne straks at æde sig vej ind i træet, og efterlader nogle grumt udseende huller med savsmuldet hængende i frynser. Det kan se så voldsomt ud, at man er undskyldt, hvis man tror, der har rendt en vandal rundt med et 20 mm træbor.

Enkelte larver, som den på billedet, foretrækker at overvintre i jorden – de firer sig ned fra deres træ ved hjælp af en silketråd, og derefter går de på jagt efter et godt, tørt stykke jord, hvor de graver sig ned og spinder en silkekokon. Langt de fleste overvintrer dog i deres træ, ved at gnave sig helt ind i hjertetræet. Denne proces kan over nogle år efterlade det arme træ lettere gennemhullet, og et vilkårligt træ skal da heller ikke have meget mere end et par larver boende ad gangen, før det må opgive ævred.

Larven blev efter sigende anset for at være en delikatesse i oldtidens Rom. Nu om dage er det vist kun fugle og andre insektædere, der spiser dem.

Har du set et underligt dyr ude på Amager Fælled? Vil du gerne vide mere om den der pæne plante, du har kigget nærmere på? Så tag et billede, og send det til info@kkgl.dk, så bliver det måske næste uges NATURligvis! Husk, du også kan finde os på Facebook og Instagram, #kkgldk.

Permanent link til denne artikel: http://kkgl.dk/2015/08/pileborer/