Mandag i denne uge ankom 16 kvier til Amager Fælled, og det gik ikke stille for sig. Efter en time fik dyrene både påkaldt sig opmærksomhed fra politi og brandvæsen, og kom i flere landsdækkende nyhedsmedier.
Alt var ellers roligt, da de skotske højlandskvæg ankom til folden på Amager Fælled mandag ved 13-tiden. Dyrene kom hurtigt ud af lastbilen og begyndte at græsse i deres nye hjem. Men der gik kun en times tid før foreningens medlemmer kunne følge med på Facebook, hvor trafikanter fra Vejlands Allé flittigt delte billeder af en flok kvier som spadserede midt på vejen.
“Jeg er muuhligvis lidt længere tid om at komme hjem i dag”, “Sikke en masse køer, der er på vejen i dag” og mange flere kommentarer blev lagt ud på både Facebook og Twitter af københavnere på vej hjem fra arbejde.
Også Københavns Politi tweetede om de firbenedes eventyr:
En motorcykelbetjent fik vendt flokken, da den var på vej hen over Sjællandsbroen. Derefter gik turen ned af tilkørselsrampen til motorvejen. Mere politi kom til undsætning og de fik lavet en interimistisk indhegning af tre politibiler i nødsporet. Det lykkedes dog kun at holde syv af kvierne fanget mellem politibilerne. De resterende ni kvier løb ned i trekantssøen, der er omgivet af to motorvejstilkørsler og Vejlands Allé. Der stod de så – indhegnet af autoværn og tæt eftermiddagstrafik på alle sider – og slappede af og tyggede drøv i eftermiddagssolen, som om det var det mest naturlige i verden.
Hurtigt kom kogræsserlaugets medlemmer derud og fik rekvireret en kvæglastbil, der kom susende ude fra Holbæk. Samtidig blev brandvæsenets gummibåde og paddleboards tilkaldt, så kvierne kunne drives op af søen. Med lidt møge og besvær lykkedes det langt om længe – og af to omgange – at få alle 16 kvier op i lastbilen og kørt tilbage til Amager Fælled, hvor de kom fra.
Tilbage på fælleden havde flere medlemmer kæmpet med at få repareret hegnet, så dyrene ikke løb ud igen. Kl. ca. 22 var alle dyr i folden igen, og kl. 23.30 var der så meget ro på flokken, at vi godt turde tage hjem og få noget søvn.
Vi vil i Københavns Kogræsserlaug gerne sende en stor tak for den uvurderlige hjælp vi fik af Københavns Politi, Hovedstadens beredskab, vognmanden og hans kone, Zoologisk Haves dyrlæger, dyrlægerne fra Københavns Universitet og alle de andre seje borgere, der gav en hånd med til at få dyrene tilbage i folden. Og så vil vi også på vegne af kvierne komme med en uforbeholden undskyldning til alle de trafikanter, der blev forsinket i eftermiddagstrafikken. Vi er sikre på, at kvierne ville have dårlig samvittighed, hvis de vidste hvilken ballede, deres smuttur have forårsaget.
Hvorfor og hvordan stak de af?
De 16 kvier løb først direkte igennem hegnet mellem syd- og vestfolden og dernæst igennem hegnet i bunden af vestfolden, og så videre ud på Vejlands Allé. Trådene i hegnet mellem syd- og vestfolden er sprunget ved mødet med de galopperende dyr. Hegnstråden i bunden af vestfolden var derimod ikke sprunget. Dernede kan man se på deres spor, at de er løbet vinkelret på hegnet og har trukket det med sig et par meter indtil hjørnestolpen (som er en gammel telefonpæl) er knækket. Herefter har de trukket hegnet og yderligere et par hegnspæle omtrent 10 meter væk, før de har passeret resterne af hegnet. Der var fuld strøm (10 kV) på begge hegn, men det har ikke kunnet holde dem tilbage.
Vi ved ikke, hvad der fik dem til at gå i panik og stikke af på den måde. De kom direkte fra Præstø Fed, hvor de har gået ude hele vinteren, og blev lukket ud i det fredelige naturområde på Amager Fælled. Kvæg bliver altid lidt kulrede af sådan en køretur, men det virker lidt underligt, at de skulle blive så skrækslagne af det. Det er nok mere sandsynligt, at noget har forskrækket dem gevaldigt. Derfor er det af hensyn til dyrene fx vigtigt, at man som besøgende på fælleden altid husker at have sin hund i snor og holde god afstand til dyrene, når man går tur i foldene.
I de næste par dage vil vi føre ekstra skærpet tilsyn med dyrene, indtil vi er sikre på, at de er faldet helt til ro. Går man tur i og omkring foldene kan man være behjælpelig ved at holde god afstand til dyrene, så de ikke bliver unødigt skræmte. På den måde kan man bidrage til at dyrene finder sig godt på plads i deres nye omgivelser.
Vi ser frem til endnu en spændende og lærerig sæson med masser af arrangementer, naturpleje og naturformidling.
Se billeder af kviernes flugt herunder: