Ny race i 2018

I sæsonen 2018 får vi i Københavns Kogræsserlaug 16 kvier, der skal græsse på Amager Fælled. De sidste par år er arealet blevet afgræsset af hereford og angus kvier, men i år får vi besøg af en ny og mere pelset type kvier. Nemlig skotsk højlandskvæg.

Fra begyndelsen af KKGL’s virke, har det været et ønske fra de forskellige parter at have skotsk højlandskvæg gående på Amager Fælled. Det er dog først nu, at det er lykkedes os at skaffe de pelset kødkvæg, og det glæder vi os utrolig meget til.

Helårsgræsning?

Kvierne afgræsser som udgangspunkt arealet fra forår til efterår, men i foreningen er der overvejelse om at lade tre af kvierne gå hele året og lave helårsgræsning.

Takket være deres tykke pels, som isolerer mod regn og frost, kan højlænderne sagtens gå ude i både hård frost, sne og slud, og det er de også vant til fra Strandegård.  Beslutningen om helårsgræsning er dog endnu ikke besluttet (vi melder noget ud i løbet af sæsonen). Uanset hvad, så vil størstedelen af kvierne blive slagtet til november, og kødet fordeles mellem foreningens aktive medlemmer.

Store horn, men et roligt sind

Skotsk højlandskvæg er kendetegnet ved de store horn og den lange oftest rødlige eller gullige pels. De har ofte et roligt temperament, men selvom de er fredelige dyr, så skal man altid have respekt for dem og være opmærksom på flokken. Læs mere om skotsk højlandskvæg her.

Økologisk kødkvæg

De 16 kvier har vi købt af en landmand fra Strandegård, Feddet ved Faxe Ladeplads, som producerer både kød og grønt i med det røde Ø-mærke. Derudover er de anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Vi er derfor glade for at støtte op om bæredygtigt og økologisk madproduktion. Læs mere om Strandegård her.

Permanent link til denne artikel: http://kkgl.dk/2018/03/ny-race-i-2018/