Farvel til kvierne

I går blev vores ti kvier hentet og kørt til slagteren. En håndfuld medlemmer gennede dyrene sammen i fangfolden, inden vognmanden ankom kl 15.

Det tog lidt tid at få kvierne ind i fangfolden, da der gik to ud hver gang der kom én ind, men til sidst lykkedes. Herefter kostede det også lidt kræfter at få gennet dem hen til vognen og op på rampen, da det – ifølge kvierne – åbenbart var sikrest at stå med bagdelen til vognen. Men vi har da lært noget: kvier kan godt bakke op ad en vognrampe.

Med æbler og puf lykkedes det at få de første ind, og herefter måtte vi skubbe de resterende kvier op ad rampen en ad gangen. Men afsted kom de til Kosakgården i Slangerup.

Efter at være ankommet i Slangerup har de haft aften og natten til at falde lidt til ro. I dag bliver de så slagtet. Vi håber I har nydt kvierne lige så meget som vi har.

Vi ser frem til endnu en sæson til foråret.

Permanent link til denne artikel: http://kkgl.dk/2016/11/farvel-til-kvierne/