Spurvehøg

af Marie Aggerbeck, biolog & Nikolaj H. Correll, biolog. 

Foderbrættets store skræk!

Spurvehøgen er nemlig ekspert i at fange andre fugle. Ca. 98% af dens føde består af småfugle som spurve og drosselfugle, og selvom den ikke er større end en due, kan den sagtens finde på at tage sådan én også.
Når den er på jagt, flyver den lynhurtigt og lydløst forbi, helt nede ved jorden i ly af buske og krat, så den kan overraske sit bytte.

Den lille rovfugl er en utroligt adræt flyver, som kan snuppe en uanende fugl i trækløfter, på foderbrættet, og ikke mindst i luften, hvorefter den foretager en perfekt landing på en pæl eller stub, ofte med et bytte på størrelse med den selv. Man skal være utroligt heldig for rent faktisk at se spurvehøgen i aktion – den angriber hurtigt og er over alle bjerge, før man får fokuseret på den del af foderbrættet, hvor der lige før sad en musvit. Se her, hvor lynende hurtigt det kan ske:

Spurvehøgen er en dygtig jæger, men bordskik er ikke dens stærke side; finder man en stor bunke spredte fjer på græsplænen, er det ofte en spurvehøg, der har været i færd med at plukke dagens fangst.
Den jager typisk i parker og villahaver – især omkring foderbrættet i vinterhalvåret – og i lysåbne kratbevoksninger, og kan jævnligt ses ude på Amager Fælled.

Har du set et underligt dyr ude på Amager Fælled? Vil du gerne vide mere om den der pæne plante, du har kigget nærmere på? Så tag et billede, og send det til info@kkgl.dk, så bliver det måske næste uges NATURligvis! Husk, du også kan finde os på Facebook og Instagram, #kkgldk.

Permanent link til denne artikel: https://kkgl.dk/2016/05/spurvehoeg/