Afhentning af kvierne

Fem fantastiske måneder har medlemmer, motionister og andre på tur nydt de syv søde kvier på fælleden. Nu er det blevet efterår, græsset vokser ikke længere, naturen er så småt på vej i hi, og de syv kvier skal slagtes.

I dag, mandag, er kvierne blevet hentet. Det gik stille og roligt for sig: I første omgang blev de gennet ind i den fangfold, der har været opstillet ved det nordlige led i en uges tid. Her stod de og slappede af og spiste æbler i et par timer. Da kreaturtransporten ankom omkring kl 15, fik vi gennet dyrene sammen, og op ad rampen til vognen, hvorefter vognmanden kørte med dem. Selve afhentningen tog omkring en halv time, og gik som smurt. Netop nu er de på vej til Slangerup, hvor de bliver slagtet i morgen tidlig.

Det har været en kæmpe fornøjelse af have køerne gående på fælleden, og vi glæder os allerede til næste sæson. Dog er vi jo som bekendt ikke helt færdige for i år – vi har planlagt et par events i løbet af vinteren, og vi får indmad og skind hjem allerede onsdag, så hold øjnene åbne for nyheder og invitationer her på hjemmesiden!

Permanent link til denne artikel: https://kkgl.dk/2015/11/afhentning-af-kvierne/