Gråkrage

Gråkragen er en omnivor, en “altæder”, der fortrækker ådsler og andet lettilgængeligt.  Derfor er det ikke sjældent at se dem gå på jagt i en fuglerede, snuppe et insekt, eller stå på hovedet i en skraldespand. De kan også finde på at snuppe en ubevogtet madpakke, så husk at lyne rygsækken derude!

Kragerne er blandt de klogeste fugle i verden, og nogle af de eneste, der leger og bruger redskaber. Man ser ofte krager spille bold med en pind eller en sten, og de kan også finde på at kaste en nød ned foran cyklister eller biler, i håb om at den bliver kørt over og åbnet.

På Amager Fælled har vi en kragefamilie boende lige ved det nordlige led. Ungerne er lige blevet smidt ud af reden, og følger klynkende efter forældrene, i håb om lidt mundgodt. Prøv at iagttag dem – hvis du er heldig, oplever du deres leg og familie-adfærd på meget nært hold.

af Marie Aggerbeck, biolog

Permanent link til denne artikel: https://kkgl.dk/2015/07/graakrage/