Når man har med dyr at gøre, er der mange elementer, som spiller ind på årets gang. Det gør hver sæson uforudseelig. Vi har dog nogle faste ting, som vi arbejder ud fra. Herunder kan du se en gennemgang af en typisk sæson i KKGL:
Bestilling af dyr
Når en sæson er sluttet med slagtning og udlevering af kød, er det tid til at bestille dyr til næste sæson. Det er vores ko-ansvarlige, som sørger for, at der bliver bestilt det antal dyr og af den race, som bestyrelsen beslutter for den kommende sæson.
Generalforsamling
Generalforsamlingen ligger altid mellem to sæsoner i januar eller februar måned.
Køb af andele
De nuværende aktive medlemmer betaler medlemskontingent og depositum for dyrene. Herefter tilbydes medlemmer fra ventelisten en plads, hvis der er ledige.
Dyrene kommer på græs
Dyrene kommer som regel på græs i løbet af april. Bestyrelsen fører altid tilsyn med dyrene den første uge, hvorefter resten af foreningens medlemmer tager over med daglige tilsyn.
Bestilling af slagtning
Slagtning af dyr bestilles, når dyrene kommer på græs for at sikre, at slagteren har plads til at kunne håndtere det store antal dyr på en gang.
Fællestilsyn (Introkursus)
For nye medlemmer (eller gamle som har brug for genopfriskning) afholdes der fællestilsyn i begyndelsen af sæsonen, hvor vi gennemgår alle de vigtige ting.
Pasning af dyrene
Alle medlemmer bliver opdelt i tilsynsgrupper, som hver får 3-4 uger i løbet af sæsonen, hvor de skal føre tilsyn. Hver gruppe har en koordinator. Det er op til gruppen selv at fordele de 3-4 gange 7 dage, så det sikres, at der føres tilsyn hver dag. Læs mere om tilsyn og tilsynsvagter her.
Sociale arrangementer
I løbet af sommeren afholder vi flere arbejdsdage, hvor medlemmer kan mødes socialt og pleje selve folden. Det kan være le-slåning under hegnet, reparation af hegn el.lign.
Derudover afholder vi også rent sociale arrangementer, hvor vi bare mødes og hygger os. Her inviterer vi ofte også ikke-medlemmer.
Følg med i vores arrangementer i vores kalender.
Slagtning
Dyrene bliver hentet og kørt til slagtning. Herefter skal kødet hænge i 3 uger før det bliver udleveret. Vi benytter Kosakgården, der er et professionelt slagteri, som bl.a. er certificeret til at håndtere økologisk kød. Læs mere på www.kosakgaarden.dk.
Udlevering af indmad
Allerede dagen efter slagtning er det muligt for foreningens medlemmer at købe indmad fra dyrene. Det koster 20 kr. per stykke, og er efter først til mølle-princippet. Indmad er fx hjerte, nyre, lever, tunge og hale.
Udlevering af kød
Udlevering af kødet sker typisk over to dage, da slagteriet kun kan udskære et vist antal dyr på én dag. Her møder medlemmerne op på et aftalt tidspunkt et aftalt sted, og afhenter deres kødpakke.
En kødpakke består af flere små poser, hvori de forskellige udskæringer er. På hver pose står der skrevet, hvad den indeholder. Derudover får man én stor pose hakkekød, som man selv kan dele i mindre potioner. Kødpakken indeholder også en bunke ben, som er oplagt til suppe eller fond.
Kødet er fersk ved udlevering, og det anbefales, at det fryses ned straks efter afhentning.
Slutafregning
Alle medlemmer har i starten af året betalt lige meget i depositum, men da nogle får mere kød end andre, skal prisen selvfølgelig variere. Derfor udregner vi en gennemsnitlig kilopris når alle udgifter er gjort op. Herefter modtager medlemmer en ekstra regning eller får penge tilbage afhængig af, hvor meget kød de fik ved udleveringen.