Kvæget
Fra 2018 har KKGL skotsk højlandskvæg på græs i foldene.
Racen er kendetegnet ved de store horn og den lange oftest rødlige eller gullige pels. Skotsk højlandskvæg er kendt for at have et roligt temperament, men selvom de er fredelige dyr, så skal man altid have respekt for dem og være opmærksom på flokken.
Foto: Theis Lykkegaard Leisner
Robust race og godt kød
Racen er den mest robuste af de ekstensive racer (racer der er mere hårdføre og nøjsomme) og trives fint med at gå ude hele året. Udvoksede tyre vejer 600 til 1.000 kg og måler 125 til 140 cm, mens køerne vejer 400 til 600 kg og måler 115 til 130 cm.
Kød fra skotsk højlandskvæg er mere fedtfattigt og kolesterolfattigt end andre kødtyper (som fx Hereford). Kødet har en flot fedtmarmorering, der giver den samme mørhed og velsmag, som man kender fra større typer af kødkvæg.
Se forskel på hornene
De skotske højlandskvæg er lidt atypisk i den forstand, at det faktisk er køerne og ikke tyrene, der har de største horn. Begges horn går et godt stykke ud til siderne, men mens tyrens horn er kraftige og peger lidt frem og så lidt op, er koens længere og drejer kun opad. Hornene vokser hele livet, og en ung ko (kvie) vil derfor have kortere horn end en gammel ko.
Foto: Theis Lykkegaard Leisner
De kvier, vi har gående, er 2-5 år gamle, så man kan se alderen på hornenes længde. Dyrene bruger næsten udelukkende hornene til at klø sig med, og er derfor ikke farlige.
Effektive gartnere
Højlandskvæg er også kendt for at være gode naturplejere. Da det er en hårdfør race, kan de bedre end nogen anden race klare sig i områder, hvor græsset ikke er så frodigt som på de menneskeskabte marker. Blandt deres livretter er bjørneklo, skvalderkål, tidsler og brændenælder, hvilket gør dem oplagte til at forbedre vegetationen i eng-, skov- og hedeområder. Højlænderne kan også bruges til at fjerne lav vegetation af tjørn og andet vildskud, der har sået sig selv og er uønsket.
Nummerering af dyrene
Alle kreaturer i Danmark skal bære et øremærke, der angiver et femcifret nummer på fødegården og et firecifret løbenummer – også kaldet et CHR-nummer. Vores køer har selvfølgelig også et sådan nummer, så indtil man har helt styr på de enkeltes individers karakteristika, kan man bruge øremærket til at identificere kvierne.
Hvis du vil vide mere om skotsk højlandskvæg, kan du besøge Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvæg i Danmarks hjemmeside.
Heste
I 2020 fik køerne selskab af 4 heste, der blev til 5, da en af hopperne folede – så nu har vi 5 heste, alle hopper, og alle af racen Exmoor. Exmoorracen er en af de mest hårdføre racer, der nemt tåler det danske vintervejr. Læs mere om racen her (link til artikel om exmoor).
Vi besluttede at have heste, fordi de er fremragende naturplejere, og supplerer køerne i naturpleje på flere måder. Heste har i modsætning til køer fortænder i både over- og undermund. Det gør dem i stand til at spise planter og plantedele, som køerne har svært ved at få fat i, fx er de bedre til kviste og seje græsser.
Heste og køer har parasitter, som smitter dyr af samme race gennem ekskrementer. De har derfor lært ikke at græsse i nærheden af deres egne ekskrementer, mens de udmærket kan græsse ved de andres. De spiser ganske vist også parasitterne, men de kan kun leve i den rette vært. Ved at have køer og heste sammen reduceres mængde af parasitter – og smitten forventes at reduceres tilsvarende.
Endelig gør det jo heller ikke noget, at det er smukke dyr.
