Tilbage til Om KKGL

Om KKGL

Københavns Kogræsserlaugs historie begyndte i 2014, hvor foreningen blev stiftet i et samarbejde mellem Københavns Kommune og Dansk Naturfredningsforening. Formålet var at få en frivillig borgerdrevet forening, som kunne stå for naturpleje af kommunens arealer på Amager Fælled.

I 2014 blev den stiftende generalforsamling afholdt, og bestyrelsen begyndte arbejdet med at opbygge en organisation samt indsamle viden om pasning af dyr, kogræsning og naturpleje.

I 2015 åbnede foreningen for medlemmer og indkøbte syv kvier af racen Hereford til at græsse på et syv hektar stort areal på Amager Fælled langs den vestlige side af Grøndjordssøen. Folden blev døbt “Sydfolden”.

Ved sæsonens afslutning havde KKGL 59 medlemmer, samt 27 støttemedlemmer.

Efter en vellykket sæson i 2015 tilbød Københavns Kommune at udvide foreningens græsningsareal. Et 10 hektar stort område nord for det nuværende blev indhegnet og taget i brug. Denne fold blev døbt “Nordfolden”. I 2016 indkøbte KKGL 11 kvier af racen Hereford. Ét af dyrene måtte dog aflives pga. skade i kloven og deraf koldbrand i underbenet.

2016 var også året, hvor en yderst og sjælden og “uddød” orkide blev fundet i vores fold. Ridder-gøgeurten havde ikke været set i Danmark siden 1989, men stod nu i blomst midt i Nord-folden. Både foreningen og orkideen kom både i TV2-Lorry og flere nyhedsmedier. Den flotte blomst mødte dog sit endelige efter kort tid, da en dræbersnegl borede sig gennem stilken og den knækkede midt over.

Ved sæsonens afslutning havde KKGL 88 medlemmer, samt 46 støttemedlemmer.

I 2017 blev KKGL tilbudt endnu mere areal. Denne gang var det By og Havn, som tilbød foreningen af græsse på området syd for det oprindelige område. Folden var allerede navngivet “Vestfolden”, som man valgte fortsat at kalde den – selvom det gav anledning til at betvivle logikken bag foldenes navne, nu da Vestfolden lå syd for Sydfolden.

KKGL indkøbte 18 kvier af racen Hereford til at græsse de tre folde, der nu udgjorde 27 hektar. Desværre oplevede foreningen endnu engang at måtte aflive et dyr, men denne gang pga. et brækket ben.

Herefter gik foreningen over til racen Skotsk Højland, som har vist sig at være meget mere robuste end Hereford’erne.
For at få et øget græsningstryk er besætningen udvidet til 18 dyr, hvoraf de 5 får lov til at overvintre.

Af samme årsag blev der i 2020 indkøbt 4 Exmoor-ponyer. Den ene af dem viste sig at være i fol, så der blev født et hoppeføl den 1. juli 2021. Der er således p.t. 5 heste, som skal gå sammen med kreaturerne.

Permanent link til denne artikel: https://kkgl.dk/om/historie/