Sommeren har været tør og varm, og det har sat både medlemmer og kvier på prøve. Derudover oplever vi desværre tyveri, og så er det blevet tid til give lidt godbidder til dyrene.
Vandmangel
Sommeren har været varm og tør, og det har givet udfordringer mht vand i foldene. Arbejdsomme medlemmer har derfor arbejdet på højtryk for at få vand til kvierne, og det er lykkedes. Nu er regnen kommet, og der begynder at komme vand i de små søer igen. Så dyrene klarede den varme sommer og har det godt.
Tyveri af batterier
Vi oplever desværre alt for ofte at de solceller og batterier, som laver strøm til vores hegn, bliver stjålet. Det er ikke fordi materialet er så dyrt, men det er besværligt, og risikoen for at dyrene slipper ud (igen) bliver større. Vi opfordrer derfor alle, som kommer i foldene, til at være opmærksomme og kigge efter mistænklig adfærd. Hvis nogen ser noget må de endelig kontakte bestyrelsen.
Tid til godbidder
Det varer ikke længe før dyrene skal til slagtning og derfor indfanges. Når dette sker, er det en fordel, at kvierne har fået smag for æbler og gulerødder, så vi kan bruge det til at lokke dem hen til lågen og få dem ombord på transportbilen. Derfor må tilsynsvagterne meget gerne begynde at give dyrene nogle godbidder i form af netop æbler og gulerødder. Vi opfordrer selvfølgelig til økologiske grøntsager.