Da Nordfolden på Amager Fælled blev etableret i foråret 2016, var der desværre ikke penge til meget mere end et hegn uden låger. Derfor har der været meget dårlige adgangsforhold i denne fold. Dette har i særlig grad gået ud over folk med hund, dårligt gående og andre, der ikke lige var i stand til at kravle over hegnet på de trappestigeligende stenter, der blev sat op som nødløsning.
I december 2016 fik vi i foreningen – til vores store glæde – et tilsagn fra Sharing Copenhagen (en puljeordning under Københavns Kommune) om penge til at sørge for bedre adgangsforhold i foldene på Amager Fælled. Det har nu resulteret i 10 nye klaplåger fordelt på fire i Sydfolden og seks i Nordfolden. Fire af dem er helt nye indgange og de resterende seks er udskiftning af stenter til klaplåger, så adgangen er lettere for folk, der ikke har så let ved at kravle over en stente.
Vi håber, at alle jer, der bruger og færdes på Amager Fælled, vil få glæde af de bedre adgangsforhold. Vi ses derude.
Kortet viser en oversigt alle indgange til foldene efter de 10 nye klaplåger er etableret: