Naturpleje med le og sorte sække

I weekenden var en flok af vores medlemmer samlet ved nordfolden til arbejdsdag. Dagen stod på naturpleje, slåning af græs under hegnet og indsamling af affald.

De mange store bunker med affald, der lå rundt omkring, og som tidligere var blevet samlet ind, blev i weekenden båret ud på stien, så kommunen let kan afhente det. Derudover blev der fyldt omkring ti sorte sække mere med affald. Så nu burde folden efterhånden være affaldsfri, men det er alligevel en god ide at holde øjnene åbne, når man går rundt derude. Gammelt affald kan dukke op, når vandet rundt omkring forsvinder, og græsset bliver kortere.

Der blev også slået et stort stykke med den invasive sildig gyldenris, samt den sidste del af græsset langs hegnet, der ikke blev slået i sidste uge, således at der fortsat kan være fuld kraft på strømmen.

Se et par billeder fra arbejdsdagen herunder:

Permanent link til denne artikel: https://kkgl.dk/2016/06/naturpleje/