Kogeben

af Mads Sorento, Landskabsarkitekt. 

Ved slagtning af en ko udleveres også koens ben og knogler. Men hvordan får man lige noget ud af de mange kilo ben? Man kan blandt andet bruge dem til at lave en fantastisk fond.

Tag knoglerne, gerne med restkødet, og put dem i en gryde sammen med nogle forskellige grøntsager (det klassiske suppegrønt er løg, selleri og gulerødder) og nogle krydderurter (til en oksefond er timian og laurbær rigtigt godt). Kødet giver protein og kødkraft. Grøntsagerne giver kulhydrater og smag. Knoglerne giver hovedsageligt gelatine. Hæld rigeligt vand på, og lad det simre i mindst 4 timer. Skum overfladen fri for urenheder af og til – det vil mest være relevant i starten.

Jo længere det koger des mere koncentreret bliver fonden. Hvis man vil have en mørk fond kan knoglerne brunes i ovnen ved høj varme inden de kommes i gryden. Og hvis man vil have ekstra bøf-smag i sin fond, kan man skrabe marven ud af knoglerne, og komme den i fonden.

Si fonden og kog den evt. mere ind, alt efter ønsket koncentration. Frys den ned – evt. i isterningbakker – og brug den i supper, saucer, pureer og i gryderetter. Fond kan bruges i alle retter, hvor man vil tilsætte vand, fløde, vin eller flåede tomater, hvor det helt eller delvis kan erstatte de andre flydende elementer: Fond giver langt mere dybde og bredde smagsmæssigt. Det er noget helt andet end en bouillonterning.

Har du set et underligt dyr ude på Amager Fælled? Vil du gerne vide mere om den der pæne plante, du har kigget nærmere på? Så tag et billede, og send det til info@kkgl.dk, så bliver det måske næste uges NATURligvis! Husk, du også kan finde os på Facebook og Instagram, #kkgldk.

Permanent link til denne artikel: http://kkgl.dk/2016/02/kogeben/